Pladetektonik | Rapport

Uddrag

Først vil jeg redegøre for teorien om pladetektonik og sammenhængen med udbredelsen af jordskælv og vulkaner.
Grundlaget for teorien om pladetektonik blev i 1912 frembragt af den tyske videnskabsmand Alfred Wegener, som mente, at alle
kontinenter engang havde hængt sammen og så med
tiden var drevet fra hinanden. Wegener var ikke den
første der havde opdaget den store parallelitet mellem
kontinenterne, men han var den første der ikke mente
at det skyldes en naturkatastrofe af en slags. Wegener
troede i stedet, at det skyldtes alle de geologiske
processer, som også finder sted i jorden nu til dags. Hans teori byggede udover kystlinjernes ligheder, bl.a. på fund af ens forsteninger og aflejringer, som var fundet på forskellige kontinenter. Men helt præcist hvad der fik kontinenterne til at bevæge sig kunne datidens teknologi ikke forklare. Så først i 1960'erne kom det store gennembrud i teorien om jordens opbygning og bevægelser, kaldet pladetektonik.
Jordens yderste skal, litosfæren, er delt op i plader på ca. 100 km's tykkelse. Disse plader bevæger sig langs pladegrænserne med geologisk aktivitet. Der findes 3 forskellige typer pladerande: Konstruktive, destruktive og bevarende. Der er 8 store og flere mindre plader, hvoraf nogle består af oceanbundsskorpe og kontinentskorpe, mens andre kun er af oceanbundsskorpe. Teorien om pladetektonik og disse plader bygger på at jorden stort set har bevaret sin oprindelige form og størrelse. Det må derfor gælde, at når der ødelægges... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind