Her kan du høre podcasten om Erik Henningsens maleri ”En såret arbejder”. Podcasten kommer først ind på billedets motiv. Derefter går den ned i, hvordan billedet kan analyseres og fortolkes. Ved at lytte med får du en god start på dit eget arbejde.
Her får du et kort overblik over indholdet i podcasten, så du kan finde frem til det, du gerne vil høre mere om.
Her kan du læse et uddrag fra podcasten.
Skildringen er af virkelighedens tragiske begivenhed, som desværre er hverdag på dette her tidspunkt. Ja, det er normalperspektiv, så vi ser det lige på. Det lægger op til, at vi selv må tolke situationen. Det er ikke et billede, som hverken kigger oppefra eller ned, så der er ikke nogen form for vurdering i det perspektiv, billedet er malet fra. Hvis det er malet oppe- eller nedefra, så kan det give os en idé, om maleren vil kritisere en situation. Men her skal det være realistisk, vi skal selv drage konklusionen. Selvom motivet i sig selv er ret kritisk.
Selvom billedet er flot og har en imponerende størrelse, så følger det ikke det gyldne snit. Altså det bestemte forhold mellem højde og bredde som virker særligt harmonisk. Det udtrykkes ved at gange den længste side med 5/8, så skal det gerne give den korte side. Men billedet er, hvis vi bruger regnemetoden, 20 cm for højt. Det gør, at billedet får en lidt disharmonisk størrelse. Det er måske også med til at understøtte temaet. Man vil ikke kunne fortælle den samme historie i et billede, hvor man tænker: "Uh, det er smukt!" Fordi det ville få historien til at fremstå på en forkert måde, hvis vi dyrkede det smukke i, at en mand måske er invalideret eller ligger for døden.
Vi kan også gå over i farverne. Vi bliver naturligt ledt hen til manden, fordi han lyser op i billedet med sin hvide skjorte og det gule lagen, som også er en lys farve. Det kan vi måske også lægge noget symbolsk i. Han er uskyldig. Hvidt er uskyldens farve, så han er uskyldig i det, som er sket. Det er ikke hans skyld. Han har ikke arbejdet på en dårlig måde, han er bare blevet et offer for begivenhederne.