Her har du en god vejledning til analyse og fortolkning af noveller i folkeskolen. Vejledningen giver dig en analysemodel, som leder dig godt igennem arbejdet. Du kan læse mere om:
Vejledningen her er til dig, der skal skrive en novelleanalyse, lave en synopsis eller holde et oplæg om en novelle. Du kan også læse vejledningen, hvis du vil blive bedre til de analysebegreber, som man typisk bruger i dansktimerne.
I vejledningen finder du massevis af eksempler. Både i selve teksten og nederst på siderne. Eksemplerne er lavet af redaktørerne på Skolehjælpen og kommer fra de mange analysehjælp til noveller, som du kan finde på sitet.
Uddrag
Her kan du læse et uddrag fra vejledningen:
Novellens titel
Du bør altid tænke over novellens titel. Den er det første, læseren møder i novellen. Derfor sætter den bestemte forventninger i gang.
I novellen ”Veninder” forventer vi nok at møde nogle piger eller kvinder, som er gode venner. De vil sikkert også være på samme alder. Men vi bliver overraskede over, at hovedpersonerne er mor og datter. Moren gør alt for at være veninde med datteren. Hun glemmer faktisk helt at være mor til hende.
Titler kan også have symbolske betydninger. Titlen ”Den blomstrende have” hentyder konkret til den smukke have, hvor meget af handlingen i novellen sker. Men den symboliserer, at hovedpersonerne i novellen er ved at gå fra barn til voksen. Ligesom blomsterne er i fuld gang med at springe ud, sker der noget nyt i personernes liv.
Det er altid vigtigt, at du ser på titlen i sammenhæng med handlingen. Din tolkning at titlen skal passe sammen med det, der sker i novellen. Men det kan som i eksemplet godt være meningen, at titlen skal virke overraskende i forhold til indholdet. Eller måske endda virke ironisk.